Fra imperier til mellemfolkeligt fællesskab

Vi lever i overgangen mellem to verdensordener. Den ene blev båret af imperier, kolonier, overmagt og retten til at definere andre. Den anden er endnu kun ved at blive født. Den bæres af selvstændiggørelse, gensidig anerkendelse og et voksende krav om ligeværd mellem folk og civilisationer. Spørgsmålet er ikke længere kun, om kolonitiden er forbi i juridisk forstand. Spørgsmålet er, om verden nu også kan frigøre sig fra kolonitidens ånd og lære et nyt sprog for respektfuldt globalt samarbejde.

Vi står i disse år står midt i en bevægelse, som er både dyb og afgørende. I flere hundrede år – fra de første europæiske søfarter i 1400-tallet og frem – voksede en verdensorden, hvor Europa og senere Vesten satte retningen. Kontinenter blev kortlagt, erobret og organiseret ud fra én forståelse af verden, og ressourcer blev udvundet, mens folk blev underlagt, rigdomme frarøvet og kulturer vurderet ud fra en europæisk målestok og selvforståelse.

Denne orden ikke kun var politisk og økonomisk. Den var også en måde at tænke på. En måde at se verden på, hvor nogle havde retten til at definere, mens andre måtte tilpasse sig, indordne sig - eller gå til grunde. Det er denne indre struktur, som måske er sværest at give slip på, for vi er ofte blinde for vores egne privilegier.

Efter de to verdenskrige begynder denne orden at slå revner. Kolonier blev til selvstændige stater, og folk rejste sig og krævede deres egen stemme.
Da Sovjetunionen blev opløst, oplevede jeg – som mange andre – et øjeblik af håb. En forestilling om, at verden kunne bevæge sig i retning af fred, samarbejde og fælles ansvar. Det var som om historien åbnede sig, og en ny mulighed viste sig.

Desværre fortsatte historien ikke af det spor.

Fra begyndelsen af det enogtyvende århundrede trådte en ny fase frem, hvor USA i høj grad satte dagsordenen globalt – militært, økonomisk og institutionelt. Indgreb, alliancer og internationale strukturer blev formet ud fra bestemte forståelser af sikkerhed og orden. Alligevel kunne man ane en anden bevægelse, som voksede frem - langsomt - men vedholdende.

Flere lande i det globale syd begyndte at samarbejde på nye måder, ikke længere som underordnede, men som aktører med egne interesser, egne værdier og egne historiske erfaringer, hvilket BRIKS samarbejdet så tydeligt illustrerer. Der er ikke tale om en færdig ny verdensorden, men det er et udtryk for, at verden ikke længere formes ét sted fra.

I dag lever vi midt i dette spændingsfelt. For selv om kolonierne er blevet selvstændige, så lever mange af de gamle strukturer videre i økonomiske afhængigheder, i handelsmønstre, i gæld og finansielle systemer, i teknologisk kontrol og i den måde, viden og sandhed ofte bliver defineret på.

Kolonitiden er forbi som formel struktur. Men den endnu ikke er helt forbi som indre virkelighed.

Derfor bliver spørgsmålet på sin vis dybere end før. For det handler ikke kun om magtens fordeling, men om relationens kvalitet. Er det muligt for nationer at kunne mødes uden at dominere hinanden? Kan forskellighed blive en styrke i stedet for en trussel? Kan vi udvikle et sprog, hvor vi ikke først og fremmest forsvarer os, men forsøger at forstå hinanden?

Jeg ser her kimen til en ny verdensorden. Ikke som et system alene, men som en praksis - en måde at være i verden på. Hvor dens retning ikke kun afgøres af stater og institutioner, men af mennesker. Af vores måde at møde hinanden på. Af vores vilje til at se den anden som ligeværdig.

I mit arbejde med Diapraxis forstår jeg denne bevægelse som en vandring gennem livets rum. Jeg ser en verden, der bevæger sig fra frygtens rum, præget af kontrol, alliancer og overlevelse, gennem modets og sandhedens rum, hvor stemmer høres og historier fortælles, og måske – hvis vi formår det – videre mod modenhedens og tillidens rum, hvor samarbejde bliver muligt.

Jeg ved, at denne nye orden ikke er givet. Den er ikke sikret. Men den er begyndt.

Steen / Laura