Forvandling og påske i praksis

 

– fra frygt til liv og fra lukkethed til relation

Vi bærer alle noget gammelt i os. Frygt. Sår. Skam. Vrede. Fastlåste billeder af os selv og andre. Mange af disse mønstre er ikke kun vores egne, men nedarvede gennem familier, kulturer og samfund. Vi formes af det liv, vi vokser op i, ligesom træer formes af vejr og vind, mangel på vand og lys.

Ligesom træet søger mod lyset, søger mennesket også mod livet, når det får plads, tryghed og relation.

Kristendommen bliver ofte forstået som moral og tro på bestemte læresætninger, men når man læser evangelierne levende og tæt på menneskers virkelige liv, åbner der sig noget dybere. I denne læsning er påsken er nu ikke kun en fortælling om det, der skete med Jesus Kristus for længe siden eller om jødernes trængsler i Egypten, men også et billede på menneskets egen vej gennem livet. En bevægelse fra mørke til lys, fra frygt til tillid, fra det gamle til noget nyt, om menneskelig forvandling her og nu.

Påskens bevægelse

• Først træder vi ind. Vi tør være til stede i relationen og i livet, også når det er svært. Vi holder ikke længere afstand til smerten eller konflikten. Vi bliver i rummet.
• Derefter kommer det svære punkt: at give slip. Behovet for kontrol, forsvaret, fjendebillederne, de gamle historier, som holder os fast, må dø. Dette er påskens langfredag i mennesket. Det skal ikke forstås som en straf, men i stedet som en nødvendig frigørelse fra det, der stækker kærlighedens vinger.
• Når vi giver slip, opstår et mellemrum. Et levende rum, hvor noget nyt kan begynde. Vi tager imod. Ikke som præstation, men som gave. Relationer kan åbne sig igen. Tillid kan vokse frem. Vi begynder at se den anden som menneske og ikke som trussel. Dette er opstandelsens begyndelse.

Opstandelsen handler derfor ikke kun om livet efter døden. Den handler om, at noget nyt kan rejse sig i mennesket og mellem mennesker. Et nyt fællesskab. En ny måde at leve på. En ny frihed fra frygtens gamle mønstre.

I evangelierne arbejder Jesus hele tiden med denne bevægelse. Han møder mennesker uden først at fordømme dem for deres fejl, status eller etnicitet. Han lytter. Han skaber rum. Han bringer mennesker tilbage til fællesskabet. Han sætter mennesker fri af skam og isolation. Han viser, at mennesket er mere end sine fejl og mere end sin historie.

På den måde bliver påsken også en praksis, hvor vi træder ind, giver slip, tager imod og lever det nye.

Konfliktmæglingens kobling til påsken

I mit eget arbejde med konfliktmægling, fredsarbejde og Diapraxis er det blevet mere og mere tydeligt gennem årene at forvandling sker mellem mennesker i det levende rum, hvor vi tør være nærværende uden at kontrollere hinanden. Det er ikke noget vi gør alene.
Mennesker har sjældent kun brug for løsninger. De længes efter at blive set, hørt og genforbundet med livet. Mange bærer på traumer, frygt og nedarvede mønstre, som holder dem fast. Når de får mulighed for at fortælle deres historie uden fordømmelse, og når relationen langsomt genopstår, begynder noget at forandre sig.

Det er derfor, jeg i dag ser påsken som mere end religion. Jeg ser den som en levende bevægelse fra frygtens univers til kærlighedens og tillidens univers. Ikke som flugt fra verden, men som en ny måde at være menneske i verden på.

Den indre påske er ikke en årlig begivenhed, i stedet udfolder den sig hver gang et menneske vælger at blive i relationen i stedet for at flygte. Hver gang nogen giver slip på hævn og bitterhed, hver gang tillid vokser frem mellem mennesker, hver gang et nyt fællesskab bliver til begynder opstandelsen.  Ikke som teori. Men som liv mellem os.

/ Steen

(red. Laura)