Steen Clausen Dagbog

- menneskets vej fra frygt til tillid Johannes’ første brev er et af de mest særlige skrifter i Det Nye Testamente. Det er et skrift om menneskets indre liv, om relationer og om den kamp, som hele tiden findes mellem frygt og kærlighed, mellem mørke og lys, mellem adskillelse og fællesskab. Brevet er skrevet ind i en tid præget af uro, splittelse og usikkerhed. Mennesker var blevet bange for hinanden, fællesskaber var ved at bryde sammen, og mange søgte sandheden gennem hårde modsætninger og sikker viden. Midt i dette skriver Johannes ikke om magt, men om kærlighed. Ikke om sejr over andre, men om at holde forbindelsen til livet åben. Derfor bliver brevet også så enkelt og samtidig så dybt. Johannes skriver: “Gud er lys.” og “Gud er kærlighed.” Det betyder ikke blot, at Gud elsker mennesker. Det betyder, at kærlighed forstås som selve livets dybeste virkelighed . Når mennesket lever i kærlighed, lever det i lyset og i forbindelsen til livet. Når mennesket lukkes af frygt, had eller sel...

  – fra frygt til liv og fra lukkethed til relation Vi bærer alle noget gammelt i os. Frygt. Sår. Skam. Vrede. Fastlåste billeder af os selv og andre. Mange af disse mønstre er ikke kun vores egne, men nedarvede gennem familier, kulturer og samfund. Vi formes af det liv, vi vokser op i, ligesom træer formes af vejr og vind, mangel på vand og lys. Ligesom træet søger mod lyset, søger mennesket også mod livet, når det får plads, tryghed og relation. Kristendommen bliver ofte forstået som moral og tro på bestemte læresætninger, men når man læser evangelierne levende og tæt på menneskers virkelige liv, åbner der sig noget dybere. I denne læsning er påsken er nu ikke kun en fortælling om det, der skete med Jesus Kristus for længe siden eller om jødernes trængsler i Egypten , men også et billede på menneskets egen vej gennem livet. En bevægelse fra mørke til lys, fra frygt til tillid, fra det gamle til noget nyt, om menneskelig forvandling her og nu . Påskens bevægelse Først træder vi in...

  Påsken i Johannesevangeliet – lyset, kærligheden og det nye liv I Johannesevangeliet er påsken ikke kun fortællingen om lidelse og død. Den er en dyb bevægelse gennem mørke mod lys, gennem frygt mod kærlighed og gennem død mod nyt liv. Hele fortællingen bæres af en grundtone om at kærligheden er stærkere end frygten og døden. Palmesøndag – mennesket hylder håbet Jesus rider ind i Jerusalem ikke som krigsherre, men på et æsel – et fredens dyr. “Hosianna!Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.” Menneskene længes efter befrielse og håb. Men de forstår endnu ikke helt, hvilken form for fred Jesus bringer. Han kommer ikke med voldens magt, men med relationens og kærlighedens kraft. Fodvaskningen – kærlighed som praksis Hos Johannes findes ingen egentlig nadverindstiftelse som hos de andre evangelier. I stedet vasker Jesus disciplenes fødder. “Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Her viser Johannes, at påskens centrum ikke er magt...

Vi lever i overgangen mellem to verdensordener. Den ene blev båret af imperier, kolonier, overmagt og retten til at definere andre. Den anden er endnu kun ved at blive født. Den bæres af selvstændiggørelse, gensidig anerkendelse og et voksende krav om ligeværd mellem folk og civilisationer. Spørgsmålet er ikke længere kun, om kolonitiden er forbi i juridisk forstand. Spørgsmålet er, om verden nu også kan frigøre sig fra kolonitidens ånd og lære et nyt sprog for respektfuldt globalt samarbejde. Vi står i disse år står midt i en bevægelse, som er både dyb og afgørende. I flere hundrede år – fra de første europæiske søfarter i 1400-tallet og frem – voksede en verdensorden, hvor Europa og senere Vesten satte retningen. Kontinenter blev kortlagt, erobret og organiseret ud fra én forståelse af verden, og ressourcer blev udvundet, mens folk blev underlagt, rigdomme frarøvet og kulturer vurderet ud fra en europæisk målestok og selvforståelse. Denne orden ikke kun var politisk og økonomisk. D...

I  den indiske tradition findes forestillingen om, at mennesket gennem livet bevæger sig gennem forskellige faser. Først læringens år, så ansvar og virke i verden, senere den mere tilbagetrukne fase, hvor mennesket langsomt slipper magt, ejerskab og position og går “ud i skovene”, ikke nødvendigvis fysisk alene, men eksistentielt og åndeligt. Det handler ikke om at flygte fra livet. Det handler om at træde dybere ind i det. Min længsel nu er ikke resignation. Det er en bevægelse mod forenkling og sandhed. En fornemmelse af at være på vej mod livets dybder.  Skovene i vores kultur I vores civilisation findes ikke helt den samme tydelige overgangsrite som i Indien, men noget tilsvarende lever alligevel i mange menneskers erfaring. At gå ind i skovene i vores kultur kan betyde at slippe behovet for position, leve enklere, vælge nærvær frem for præstation, bruge mere tid i naturen, skrive og videregive erfaring. Det er ikke nødvendigvis tilbagetrækning fra mennesker. Det kan t...

Da jeg blev gift anden gang i 1982, skete det ikke i en traditionel kirkelig ramme, men på et rådhus på Djursland, tæt knyttet til det rød-grønne miljø og de politiske fællesskaber, som på det tidspunkt bar meget af vores liv og energi. Bevægelsen havde dér et af sine samlingssteder, og brylluppet blev en del af denne større fortælling om fællesskab, engagement og ønsket om et andet samfund. Selve festen blev holdt hos Domprovst Jørgen Bøgh, som dengang var medlem af Europa-Parlamentet, og omkring os fandtes mange mennesker, der levede med den samme intensitet og længsel efter solidaritet, fællesskab og samfundsmæssig forandring. Midt i alt dette røde og politiske forlod jeg aldrig kirken eller kristendommen. Troen blev ved med at være en del af mig. Ikke som et system uden for livet, men som en indre strøm. Selv i de mest socialistiske og politiske år oplevede jeg ikke nogen egentlig modsætning mellem kristendom og engagementet i Danmarks Kommunistiske Parti. Tværtimod. For mig ...

Når jeg ser tilbage på tiden fra 1960’erne til 1980’erne, ser jeg ikke kun ungdomsoprør, politik og alternative boformer. Jeg ser en dyb længsel efter det levende fællesskab, en længsel efter at bryde med et samfund, hvor mennesket i stigende grad blev organiseret omkring arbejde, økonomi, roller og institutioner, og i stedet skabe steder, hvor livet kunne leves mere menneskeligt, mere fælles og mere nærværende. Vi søgte væk fra det isolerede kernefamilieliv og fra forestillingen om, at mennesket først og fremmest skulle skabe sig selv gennem karriere, ejendom og status. På mange måder var kollektivbevægelsen et moderne forsøg på at genfinde noget, som også fandtes i urkristendommen: et fælles liv båret af deltagelse, deling og ansvar for hinanden, ikke som teori alene, men som praksis i hverdagen. Vi havde en drøm om noget andet. Ikke nødvendigvis religiøst i traditionel forstand, men alligevel båret af mange af de samme værdier, som findes i Apostlenes Gerninger, hvor der står, at ...