Kollektivbevægelsen og længslen efter det levende fællesskab

Når jeg ser tilbage på tiden fra 1960’erne til 1980’erne, ser jeg ikke kun ungdomsoprør, politik og alternative boformer. Jeg ser en dyb længsel efter det levende fællesskab, en længsel efter at bryde med et samfund, hvor mennesket i stigende grad blev organiseret omkring arbejde, økonomi, roller og institutioner, og i stedet skabe steder, hvor livet kunne leves mere menneskeligt, mere fælles og mere nærværende.

Vi søgte væk fra det isolerede kernefamilieliv og fra forestillingen om, at mennesket først og fremmest skulle skabe sig selv gennem karriere, ejendom og status. På mange måder var kollektivbevægelsen et moderne forsøg på at genfinde noget, som også fandtes i urkristendommen: et fælles liv båret af deltagelse, deling og ansvar for hinanden, ikke som teori alene, men som praksis i hverdagen.

Vi havde en drøm om noget andet. Ikke nødvendigvis religiøst i traditionel forstand, men alligevel båret af mange af de samme værdier, som findes i Apostlenes Gerninger, hvor der står, at alle de troende var sammen, og at de havde alt fælles. Det var ikke dogmet, der tiltrak os. Det var fællesskabet.

Da jeg blev gift i 1970, bad jeg præsten tale ud fra netop dette sted i Apostlenes Gerninger, for ægteskabet handlede for mig ikke kun om to mennesker, men om at træde ind i et større levende fællesskab, hvor livet skulle bæres sammen med andre. Det var ikke først og fremmest romantik, men en livsvision, en tro på deling frem for ejerskab, fællesskab frem for isolation og deltagelse frem for konkurrence. Vi troede, at en anden måde at leve på var mulig.

Men langsomt ændrede noget sig. Det levende fællesskab viste sig vanskeligere at bære, end mange havde forestillet sig, ikke fordi drømmen var falsk, men fordi både mennesket og samfundet trak i en anden retning. Økonomien voksede i betydning, ejendom og sikkerhed blev vigtigere, og karriere og individualisering satte sig gradvist igennem. Mange fællesskaber gled langsomt tilbage ind i de strukturer, de egentlig ønskede at overskride.

Man kunne næsten mærke, hvordan systemet langsomt sugede energien ud af visionen, ikke gennem ond vilje, men gennem hverdagens krav, økonomiens magt og behovet for stabilitet og kontrol. Og mange af os oplevede en stille sorg over, at noget vigtigt gled bort.

Når jeg ser tilbage på det i dag, minder det mig om kristendommens egen historie. Også dér begyndte noget som et levende fællesskab omkring bordet, samtalen og delingen af livet, og også dér voksede behovet for struktur, organisation og økonomi frem, indtil institutionen gradvist kom til at fylde mere end den oprindelige bevægelse.

Kollektivbevægelsen blev måske ikke ødelagt, men den blev materialiseret. Det levende blev langsomt bundet til økonomi, ejendom, administration og magtforhold, og dermed opstod det samme spørgsmål, som følger alle fællesskaber gennem historien: Hvordan bevarer man det levende, når fællesskabet skal organiseres?

Og alligevel forsvandt længslen aldrig. For længslen efter det levende fællesskab ligger dybt i mennesket. Vi længes stadig efter nærvær, mening, deling og relationer, hvor vi ikke kun er funktioner for hinanden. Måske er det derfor, denne strøm bliver ved med at vende tilbage i nye former gennem historien, i urkirken, i klostrene, i kollektiverne, i fredsarbejde, i små fællesskaber og senere i Diapraxis, som en stille erindring om, at mennesket ikke kun er skabt til at overleve sammen, men til at leve sammen.

Der skabes nye fællesskabs baserede boligformer. Bofællesskaber som Åhusene og Plushusene. Noget helt andet end min ungdoms kollektiviteten, men udgangspunktet har den samme energi. 

Herfra videre videre til afsnittet “At gå ind i skovene” og derefter til “Troen og det røde fællesskab”, som allerede har en stærk og personlig tone.

6.maj 2026 Steen