Steen Clausen Dagbog

Fremmedgørelsen træder ikke ind i vores liv som et chok, men som en stille forskydning. Den begynder næsten umærkeligt, når vi ikke længere helt er til stede i det, vi gør. Når vi taler uden at lytte, handler uden at mærke, lever uden at være hjemme i os selv. I bogen Ud af labyrinten af den tyske filosof Wolfram Eilenberger fra 2026 beskrives denne tilstand som en form for eksistentiel hjemløshed: vi er stadig i verden, men verden er ikke længere i os. Vi indgår i systemer, som organiserer vores liv med stor effektivitet, men som samtidig løsner forbindelsen til det levede. Vi kommunikerer konstant, men sjældent med den dybde, der skaber nærvær. Vi orienterer os gennem skærme og strukturer, og langsomt mister vi den kropslige og sanselige forankring, som er selve livets indgang. Fremmedgørelsen er ikke blot en ydre tilstand – den er en indre erfaring af afstand. Af ikke helt at være med. Men netop i denne erfaring ligger også en mulighed. For fremmedgørelsen er ikke kun et tab; den e...

 Der findes i mennesket en længsel efter både at forstå og at leve det, der ikke kan ses, og i dette spænd opstår to veje, som ofte bliver adskilt, men som i deres dybeste væsen hører sammen, nemlig åndsvidenskaben og åndslidenskaben Åndsvidenskaben er menneskets stille og vedholdende forsøg på at begribe det åndelige, at finde et sprog for det usynlige og skabe sammenhæng i det, der ellers kan opleves som spredt og ubegribeligt, her bevæger vi os gennem refleksion, begreber og erfaringer, vi undersøger, vi lytter, vi prøver at forstå, hvad ånd er, hvordan den virker i mennesket og i verden, og hvordan vi kan tale om det på en måde, der kan deles med andre, det er en vandring i klarhedens landskab, hvor vi tegner kort over det indre liv Åndslidenskab. Men ved siden af denne vej lever en anden, mere brændende og urolig, og det er åndslidenskaben, som ikke først og fremmest søger forklaring, men erfaring, ikke forståelse, men forening, her er det hjertet, der taler, og livet selv, ...

 

ADHD – et samfundsproblem forklædt som en diagnose Vi taler om ADHD, som om problemet ligger i det enkelte menneske. Noget er galt med barnet, den unge eller den voksne, og derfor skal der stilles en diagnose og ofte gives medicin. Men hvad nu hvis vi stiller det ubehagelige spørgsmål: Er det mennesket, der fejler – eller er det samfundet? Vi har skabt en verden, hvor opmærksomhed skal være konstant, fokuseret og kontrolleret. Hvor kroppen skal sidde stille. Hvor arbejde og læring foregår gennem skærme og systemer, og hvor relationer i stigende grad er blevet til hurtige udvekslinger på sociale medier frem for samtale og refleksion. Det er ikke menneskets verden – det er maskinernes. I dette system bliver det levende menneske let et problem. Den bevægelige opmærksomhed, den stærke energi og den åbne sansning – det, som i andre sammenhænge kunne være kreativitet og livskraft – bliver til uro og forstyrrelse. Og løsningen? Vi medicinerer. Medicin kan hjælpe, ja. Men den kan også gøre nog...

 

I et ligeværdigt rum, hvor vi sidder i rundkreds uden borde, kan forskelligheder mellem mennesker få rum og træde frem. Der sker noget næsten umærkeligt, men afgørende. Der er ikke længere noget, der adskiller os fysisk. Ingen flade at gemme sig bag, ingen “foran” eller “bagved”, ingen hovedende. Kroppene træder frem, ansigterne bliver synlige, og blikkene kan mødes frit. I det rum bliver forskelligheder ikke noget, der skal skjules eller kontrolleres – de viser sig. Stemmer får deres egen klang. Pauser får lov at være pauser. Nogle taler hurtigt, andre langsomt. Nogle med følelser tæt på, andre med eftertænksom ro. Og netop fordi rummet er ligeværdigt, bliver forskellen ikke en trussel, men en mulighed. Rundkredsen inviterer til at du må være her, som du er. Du behøver ikke at forsvare din plads – du har den allerede. Når ingen sidder “øverst”, begynder autoriteten at flytte sig fra position til nærvær. Det er ikke længere den, der har mest magt, der fylder mest, men den, der er mest ...

  Samtalens genkomst – fra livsrum til fællesskab i en ny tid Samtale er ikke blot en udveksling af synspunkter, den er et sted, hvor noget nyt kan opstå, noget som ikke på forhånd er givet, men som vokser frem mellem mennesker, når vi bliver i nærværet. Jeg har gennem mange år arbejdet med samtalens levende rum. Det er ikke kun i konflikter, men i livet generelt, at samtalen er den bærende kraft. Hos den tyske filosof Wolfram Eilenberger finder jeg en forståelse af filosofi som minder om min. En praksis og en måde at være i verden på. Det er en vigtig genopdagelse, for i vores tid er meget blevet gjort til systemer, også demokratiet, også fællesskabet, også vores måde at være sammen på. Vi stemmer, vi vælger, vi tager stilling, men vi taler mindre sammen. Afstemningen er blevet det centrale, mens samtalen er blevet noget sekundært, noget der kan springes over. Men demokratiet er ikke født af afstemninger, det er født af mennesker, der taler sammen, udfordrer hinandens standpunkte...

Min måde at være kristen på mellem mennesker, natur og det guddommelige                                                                                                                                                                                                                * Billedet er AI genereret Jeg har arbejdet som fredsmægler i en stor del af mit liv. Ikke som teknik...