ADHD – et samfundsproblem forklædt som en diagnose + Model

📰 ADHD – et samfundsproblem forklædt som en diagnose

Vi taler om ADHD, som om problemet ligger i det enkelte menneske. Noget er galt med barnet, den unge eller den voksne, og derfor skal der stilles en diagnose og ofte gives medicin. Men hvad nu hvis vi stiller det ubehagelige spørgsmål: Er det mennesket, der fejler – eller er det samfundet?

Vi har skabt en verden, hvor opmærksomhed skal være konstant, fokuseret og kontrolleret. Hvor kroppen skal sidde stille. Hvor arbejde og læring foregår gennem skærme og systemer, og hvor relationer i stigende grad er blevet til hurtige udvekslinger på sociale medier frem for samtale og refleksion. Det er ikke menneskets verden – det er maskinernes.

I dette system bliver det levende menneske let et problem. Den bevægelige opmærksomhed, den stærke energi og den åbne sansning – det, som i andre sammenhænge kunne være kreativitet og livskraft – bliver til uro og forstyrrelse. Og løsningen? Vi medicinerer.

Medicin kan hjælpe, ja. Men den kan også gøre noget andet: Den kan gøre mennesket mere tilpasset et system, der i sig selv burde diskuteres. Når stadig flere børn og unge har brug for medicin for at kunne være i skole og uddannelse, er det ikke kun et sundhedsproblem. Det er et samfundssignal.

Vi risikerer at skabe en kultur, hvor det er mennesket, der skal dæmpes, i stedet for at vi spørger, om vores måde at leve, lære og arbejde på er kommet for langt væk fra menneskets natur. Fra kroppen. Fra relationen. Fra den langsomme samtale.

ADHD er ikke kun en diagnose. Det er en spejling. Den viser os, hvad der sker, når mennesket tilpasses systemet – i stedet for at systemet formes efter mennesket.

Måske er tiden kommet til at vende spørgsmålet om: Ikke hvad der er galt med mennesket – men hvad der er galt med den verden, vi beder mennesket om at passe ind i.