Min måde at være kristen på

Min måde at være kristen på - mellem mennesker, natur og det guddommelige

Jeg har arbejdet som fredsmægler i en stor del af mit liv. Ikke som tekniker i konfliktløsning, men som et menneske i mødet med andre mennesker, som er i krise i deres fællesskaber. Typen af konflikt er ikke vigtig, ligesom det ikke er teknik eller metode, der er afgørende. Afgørende er derimod det rum, vi skaber sammen, hvor vi tør være sårbare og se på hinanden og os selv. Her kan menneskers relationer ændres.
Som fredsmægler er det mit ansvar at skabe og vedligeholde dette rum, hvor vi er menneske blandt mennesker.

Min vej ind i denne praksis er ikke opstået pludseligt. Den er vokset frem gennem en livslang fordybelse i kristendommen, båret af søndagens tekster og kirkens rytme. Jeg er blevet båret ind i kirken som barn, har sunget i dens rum gennem ungdommen og har siden levet i dens fællesskab. Gennem 30 år har jeg været en del af menig-hedsrådsarbejdet og i 10 år haft ansvar for studiegrupper, hvor vi sammen har læst, lyttet og talt sammen om alt mellem himmel og jord. Det er ikke blot blevet til viden, men til en indre bevægelse; en langsom modning, hvor ordene fra evangelierne igen og igen har fået lov til at møde livet, som det leves i alle dets facetter.

Jeg har lært at bruge den kropslige fordybelse gennem meditative danse, vandringer i naturen og nu senest Dominikus 9 kropsbønner. 

Jeg er er dybt inspireret af Jesu lære og den måde, han levede sit liv på: uden våben, uden magt, men med en urokkelig forbundethed til Gud og en radikal tillid til relationen mellem mennesker.

Det konfliktfyldte forløsende rum

I vores tid bliver mere og mere organiseret omkring magt. Magt til at definere, til at styre, til at kontrollere og at vinde. Selv vores demokrati er i stigende grad blevet en kampplads, hvor få taler, og mange ser på – ofte gennem en skærm. Samtalen er reduceret til positioner. Relationer bliver midler. Det er ikke bæredygtigt - hverken menneskeligt eller politisk.

Når jeg træder ind i et rum med mennesker i konflikt (hvad enten det er efter krig eller i nære relationer) handler det ikke om magt. Jeg træder ikke ind som den stærke mand, der skal banke en aftale på plads og det er ikke mit ansvar at løse noget. I stedet arbejder jeg for at skabe tillid til mig og en begyndende tillid mellem parterne. Det gør jeg ved at åbne et rum, hvor det, der er skjult, kan blive sagt. Hvor smerten kan blive hørt og hvor mennesket bag positionen kan træde frem.

Det er her, noget begynder at ske. Ikke fordi nogen får ret, men fordi noget større får plads. Det er dette "større" mit virke kredser om. Her får vi mulighed for at fornemme hvordan livet leves i spændingsfeltet mellem mennesker, natur og det guddommelige.

Naturen og det guddommelige

For mig er naturen en aktiv medspiller. Når mennesker sidder i et rum med udsigt til lys, træer, vand eller åbent landskab, sker der noget med samtalen. Perspektivet udvides. Konflikten mister sin absoluthed. Der opstår en erindring om, at vi er en del af noget større. 

Det samme gælder det guddommelige. Jeg ser det ikke som et dogme eller en institutionel sandhed men som en levende forbindelse. Noget der kan mærkes i rummet, når mennesker tør være ærlige.

Det er denne guddommelige forbindelse Jesus levede i. Og det er den, jeg forsøger at arbejde ud fra. Ikke som efterligning, for så store tanker har jeg trods alt ikke om mig selv, men som inspiration til at leve i en åbenhed, hvor kærlighed ikke er en idé, men en bærende kraft. Det lyder enkelt. Det er det ikke.

Det kræver, at vi giver afkald på at ville have ret, at skulle kontrollere og at dømme og fordømme. I stedet skal vi turde stå i usikkerhed, lytte før vi taler og lade nyt komme frem. Det kan føles farligt og utrygt, men det er bydende nødvendigt, hvis vi ønsker en bedre verden.

Krig og fred

Vi taler ofte om krig som noget, der sker langt væk. Men krigens logik begynder længe før våbnene. Den begynder i sproget, i måden vi ser hinanden på, i vores manglende evne til at være i relation uden at dominere. 

Hvis vi ikke selv giver slip magtens behov for at kontrollerede og dømme, står vi pludselig med et samfund, hvor vi mister evnen til at mødes som mennesker og ender med at organisere os gennem systemer og magt alene. Det ser vi allerede konturerne af i vore politiske systemer, som mangler den dybe, rummelige samtale, og i vores fællesskaber, hvor vi har mere fokus på skærmen, end på det menneske vi sidder sammen med.  

Fred er derfor ikke blot fravær af krig, men en praksis, en måde at være sammen på. Jeg tror ikke, vi kan tænke os til den. Jeg tror, vi må leve os ind i den. Det kan ske i konkrete møder og i samtaler, hvor vi tør lægge magten (og mobilen) fra os og træde ind i et ligeværdigt menneskeligt fællesskab, hvor fjendebilleder opgives, vi ser hinanden i øjnene og hvor vi indser at vi hver især holder noget af sandheden i vores hånd.

Vi må genlære kunsten at være mennesker sammen – i respekt for hinanden, i kontakt med naturen og i åbenhed for det guddommelige. 

Steen Clausen, 21. april 2026