Johannes’ første brev og kærlighed som selve livets dybeste virkelighed

- menneskets vej fra frygt til tillid

Johannes’ første brev er et af de mest særlige skrifter i Det Nye Testamente. Det er et skrift om menneskets indre liv, om relationer og om den kamp, som hele tiden findes mellem frygt og kærlighed, mellem mørke og lys, mellem adskillelse og fællesskab.

Brevet er skrevet ind i en tid præget af uro, splittelse og usikkerhed. Mennesker var blevet bange for hinanden, fællesskaber var ved at bryde sammen, og mange søgte sandheden gennem hårde modsætninger og sikker viden. Midt i dette skriver Johannes ikke om magt, men om kærlighed. Ikke om sejr over andre, men om at holde forbindelsen til livet åben.

Derfor bliver brevet også så enkelt og samtidig så dybt. Johannes skriver: “Gud er lys.” og “Gud er kærlighed.”

Det betyder ikke blot, at Gud elsker mennesker. Det betyder, at kærlighed forstås som selve livets dybeste virkelighed. Når mennesket lever i kærlighed, lever det i lyset og i forbindelsen til livet. Når mennesket lukkes af frygt, had eller selvbeskyttelse, træder det ind i mørket og adskillelsen.

Derfor bliver Johannes’ første brev også overraskende aktuelt i forhold til menneskelig udvikling, relationer og arbejdet med fællesskaber. Brevet beskriver næsten en eksistentiel bevægelse fra frygt til tillid.

Det helt særlige ved Johannes-traditionen er, at tro ikke først og fremmest forstås som lære eller system, men som en indre og relationel forvandling. Tro bliver noget levende, som udfolder sig mellem mennesker og i menneskets møde med livet.

På mange måder ligger denne forståelse tæt på K.E. Løgstrup og den tænkning, som også bærer Diapraxis. Mennesket forandres ikke gennem tvang, men gennem mødet, relationen og det rum, som skabes mellem mennesker. Ikke gennem hård styring, men gennem nærvær, sansning og tillid.

I Johannes-traditionen er sandhed ikke først og fremmest korrekt teori. Sandheden er noget, man træder ind i og lever i. Når Jesus i Johannesevangeliet siger: “Jeg er vejen og sandheden og livet”, så bliver sandhed noget relationelt og eksistentielt. Noget levende.

Det ligger tæt på Løgstrups forståelse af, at mennesket møder livet gennem sansning og umiddelbar tillid før system og kontrol tager over. Sandheden mærkes som noget levende i relationen mellem mennesker.

I Diapraxis’ arbejde med de fem rum bliver dette vigtigt. Udvikling sker ikke ved, at mennesker presses til erkendelse, men ved at de får mulighed for at opholde sig i et rum, hvor sandheden langsomt bliver mulig at bære. Ikke gennem afsløring og tvang, men gennem lys.

Ligesom Johannes arbejder vi i Diapraxis hele tiden med modsætningen mellem lys og mørke. Men mørket er ikke først og fremmest onde mennesker. Mørket er ofte lukkethed, skjul, frygt og adskillelse.

Lyset er derimod at blive set, at blive kendt, at kunne træde frem uden fordømmelse og at turde være menneske.

Bevægelsen fra frygtens univers til tillidens univers minder stærkt om Johannesbrevets ord: “Den fuldkomne kærlighed fordriver frygten.”
Frygt skal ikke først og fremmest bekæmpes. Kærlighed, nærvær og tillid opløser langsomt frygtens magt.

Det minder også om Løgstrups forståelse af de suveræne livsytringer, hvor tillid, barmhjertighed, åbenhed og medfølelse opstår spontant, når mennesket ikke længere er fanget i selvbeskyttelse.

Væren i verden - genfødsel i relation

En meget johannæisk formulering er: “Bliv i mig.” Det handler ikke om præstation, men om ophold. I Johannes-traditionen sker forvandling nemlig ved at blive i kærligheden, blive i lyset og blive i fællesskabet. Det passer smukt med erfaringen af, at mennesker udvikler sig gennem rum og relationer mere end gennem krav og instruktion.

De fem rum kan derfor også forstås som forskellige måder at opholde sig i verden på. Frygtens rum. Kontrollens rum. Refleksionens rum. Tillidens eller kærlighedens rum.

Johannes ville sandsynligvis sige, at mennesket bliver det sted, hvor det opholder sig.

Johannes-traditionen rummer også en dyb tanke om indre genfødsel. Ikke som moral eller tilpasning, men som en ny måde at være menneske på. I samtalen med Nikodemus siger Jesus: “I må fødes på ny.” Det handler ikke om at blive et andet menneske, men om at vågne til et dybere lag af livet.

Her mødes Johannes-traditionen, mystikken og erfaringerne fra forsoningsarbejde og menneskelige møder. Mennesket kan forvandles indefra gennem mødet med lys, sandhed og kærlighed. Det er ikke teknik. Det er liv.

I Johannesbrevene er fællesskab da heller ikke først og fremmest organisation. Fællesskab er livsforbundethed. Et levende felt af kærlighed, sandhed og gensidig omsorg. Det minder om forståelsen af det levende fællesskab, dialogens dans og relationens gave, hvor Gud bliver det tredje i rummet mellem mennesker.

Johannes ville sandsynligvis forstå fællesskab som noget, der opstår, når mennesker træder ud af frygtens isolation og ind i gensidig åbenhed.

Det særlige er, at Johannes ikke ser udvikling som kamp for magt, men som en bevægelse mod dybere forbundethed. Og måske er det netop her forbindelsen mellem Johannes, Løgstrup og Diapraxis bliver stærkest, for mennesket helbredes ikke først og fremmest gennem kontrol, men gennem rum hvor tillid, sandhed og kærlighed får mulighed for at blive levende mellem mennesker.

/ Steen

(red. Laura)

Johannes' Første Brev – korte nøglecitater og temaer

Gud er lys

“Gud er lys, og der er intet mørke i ham.”

Et grundbillede på sandhed, åbenhed og indre klarhed.

At leve i lyset

“Hvis vi vandrer i lyset … har vi fællesskab med hinanden.”

Tro bliver relation og levende fællesskab.

Frygt og kærlighed

“Den fuldkomne kærlighed fordriver frygten.”

Et af brevets stærkeste psykologiske og åndelige billeder.

Gud er kærlighed

“Gud er kærlighed.”

Ikke først og fremmest magt eller dom, men kærlighed som livets grundtone.

At elske hinanden

“Lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud.”

Kærlighed forstås som praksis mellem mennesker.

Sandhed som levet liv

“Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.”

Tro bliver handling og levet virkelighed.

Det indre liv

“Bliv i ham.”

Et billede på forankring, nærvær og indre forbindelse.

At se mennesket

“Den, som ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.”

Kærligheden til Gud viser sig i relationen til mennesker.

Livets forvandling

“Det gamle er forbi” 

findes ikke direkte her, men brevet bærer hele tiden tanken om, at mennesket kan fødes på ny i 

kærlighed og sandhed.