At gå ind i skovene på indisk vis

I den indiske tradition findes forestillingen om, at mennesket gennem livet bevæger sig gennem forskellige faser. Først læringens år, så ansvar og virke i verden, senere den mere tilbagetrukne fase, hvor mennesket langsomt slipper magt, ejerskab og position og går “ud i skovene”, ikke nødvendigvis fysisk alene, men eksistentielt og åndeligt.

Det handler ikke om at flygte fra livet. Det handler om at træde dybere ind i det. Min længsel nu er ikke resignation. Det er en bevægelse mod forenkling og sandhed. En fornemmelse af at være på vej mod livets dybder. 

Skovene i vores kultur

I vores civilisation findes ikke helt den samme tydelige overgangsrite som i Indien, men noget tilsvarende lever alligevel i mange menneskers erfaring.

At gå ind i skovene i vores kultur kan betyde at slippe behovet for position , leve enklere, vælge nærvær frem for præstation, bruge mere tid i naturen, skrive og videregive erfaring. Det er ikke nødvendigvis tilbagetrækning fra mennesker. Det kan tværtimod være en mere åben måde at være menneske iblandt mennesker på.

Der kommer i mange menneskers liv et tidspunkt, hvor energien ændrer karakter. Nu bliver spørgsmålet måske mere, hvordan kan jeg være til stede i verden på en måde, der bringer ro, sandhed og liv til andre? Ikke gennem store projekter alene, men gennem den måde, jeg er til stede på. 

Måske handler det ikke om at forlade verden,, men om at slippe det i verden, som fjerner mig fra livet.

Den gamle visdomsbærer

I mange kulturer findes en særlig rolle for det ældre menneske: Ikke som den, der styrer, men som den, der ser.

Et menneske, som gennem levet liv er blevet mere gennemsigtigt, mindre bundet af ego og position, og derfor kan hjælpe andre til at finde vej. Ikke uden sorg over det, der ikke lykkedes fuldt ud. Men heller ikke uden håb.

For det levende fællesskab, vi længtes efter i 1970’erne er ikke nødvendigvis tabt. Det kan vende tilbage i en anden form. Mindre idealistisk måske. Mindre revolutionært. Men dybere.

Ikke som et stort projekt, men som små rum af sandhed, nærvær og fred mellem mennesker. Hvor der er plads til både den enkelte, familien og fællesskabet. Hvor vi kan leve i fred med naturen og dermed også med os selv