Troen og det røde fællesskab

 Da jeg blev gift anden gang i 1982, skete det ikke i en traditionel kirkelig ramme, men på et rådhus på Djursland, tæt knyttet til det rød-grønne miljø og de politiske fællesskaber, som på det tidspunkt bar meget af vores liv og energi. Bevægelsen havde dér et af sine samlingssteder, og brylluppet blev en del af denne større fortælling om fællesskab, engagement og ønsket om et andet samfund.

Selve festen blev holdt hos Domprovst Jørgen Bøgh, som dengang var medlem af Europa-Parlamentet, og omkring os fandtes mange mennesker, der levede med den samme intensitet og længsel efter solidaritet, fællesskab og samfundsmæssig forandring.

Midt i alt dette røde og politiske forlod jeg aldrig kirken eller kristendommen.

Troen blev ved med at være en del af mig.
Ikke som et system uden for livet, men som en indre strøm.

Selv i de mest socialistiske og politiske år oplevede jeg ikke nogen egentlig modsætning mellem kristendom og engagementet i Danmarks Kommunistiske Parti. Tværtimod.

For mig handlede begge dele dybest set om menneskelig værdighed, fællesskab og ønsket om at skabe et mere retfærdigt og menneskeligt liv. Det ene sprog var politisk og samfundsmæssigt, det andet åndeligt og eksistentielt, men under overfladen oplevede jeg ofte, at de talte ind i den samme længsel.

Så selvom folk rundt om mig ikke nødvendigvis kunne forstå sammenhængen, var der så megen respekt om min person, at jeg i mange år kunne virke og være medlem af både menighedsråd og medlem af DKP. Måske fordi min kristendom aldrig først og fremmest handlede om dogmer eller kirkelig magt, men om det levende fællesskab, om næstekærlighed, om omsorg for de svage og om menneskets ansvar for hinanden.

Når jeg læser evangelierne ser jeg et menneske, som satte fællesskabet, de fattige og de udstødte i centrum. Jeg ser fortællinger om deling, om at have alt fælles, om at bære hinanden og om at lade kærligheden være stærkere end magten. Derfor oplevede jeg heller ikke de røde år som et farvel til troen. Snarere som endnu en måde at søge det levende fællesskab på.

Men med tiden blev det også tydeligt, at både politiske bevægelser og kirkelige institutioner kan miste forbindelsen til det levende. Begge kan blive bundet af systemer, ideologier og magtstrukturer, hvor mennesket langsomt bliver mindre vigtigt end sagen.

Måske er det netop derfor, jeg aldrig helt har kunnet nøjes med hverken et politisk parti eller en kirkelig institution.

Noget i mig søger hele tiden tilbage til et sted, hvor mennesker mødes mere enkelt og mere sandt, hvor fællesskabet ikke først bæres af ideologi eller organisation, men af nærvær, tillid og viljen til at være menneske sammen.

Den åbnende kristendom er stadig den grundlæggende kraft i mit liv, dybt forbundet med visionen om et mere socialt og bæredygtigt levende fælleskab i verden.

Steen 6. maj 2026