Paulus’ vision om forsoning og forvandling

Hos Paulus er forsoning en bevægelse fra adskillelse til fællesskab, fra frygt til tillid. Det gamle liv beskytter sig selv og holder regnskab, men i det nye liv tør man slippe kontrollen og træde frem i relationen. Dette er også kernen i Diapraxis: at skabe et levende rum, hvor mennesker igen kan møde hinanden som mennesker.

        Paulus 2. brev til Korintherne kap 5,16-21, 2020 oversættelse

 16 Derfor bedømmer vi ikke længere andre ud fra det rent menneskelige. Og selvom vi måske             engang har kendt Kristus som et jordisk menneske, så gør vi det jo ikke længere. 

17 Den, der bliver kristen, bliver et nyt menneske. Det gamle er forbi, og noget nyt er blevet til. 

18 Det skyldes, at Gud besluttede at forsone sig med os gennem Kristus og gav os den opgave at bringe forsoningen videre til andre. 

19 Gennem Kristus forsonede Gud sig med hele verden. Han slog en streg over alle menneskers lovovertrædelser, og så overlod han det til os at fortælle andre om det. 

20 På vegne af Kristus har vi en opgave, og Gud taler gennem os. På hans vegne beder vi jer om at forsone jer med Gud. 

21 Kristus overtrådte ikke selv loven, men Gud lod ham tage straffen for vores lovovertrædelser. Så kan vi til gengæld stå frikendte foran Gud.

Paulus beskriver her et afgørende skifte i menneskets måde at se verden og hinanden på: “Derfor bedømmer vi ikke længere andre ud fra det rent menneskelige.” Når mennesket træder ind i Kristi forsonende bevægelse, ændres ikke blot det enkelte menneske, men også selve blikket på andre. Det gamle liv, hvor mennesker fastholdes i skyld, roller, konflikt og fortid, mister sin magt. Noget nyt bliver til. Ikke som en ydre synlig forbedring, men som en ny måde at være til stede i relationen på.

Paulus beskriver dette som en ny skabelse. Mennesket bliver ikke først og fremmest bedre, men genforbundet. Gud “slog en streg over alle menneskers lovovertrædelser” og åbnede relationen på ny. Det betyder, at forsoningen begynder hos Gud og ikke med menneskets egen præstation. Derfor bliver forvandlingen heller ikke båret af frygt og fordømmelse, men af modtagelse, tillid og nåde.

Samtidig gør Paulus noget meget vigtigt: Han flytter forsoningen ud mellem mennesker. Gud “gav os den opgave at bringe forsoningen videre til andre.” Dermed bliver mennesket ikke dommer over andre mennesker, men bærer af et rum, hvor relationer igen kan åbnes. 

Det peger direkte ind i Diapraxis. For i det levende mæglingsrum sker der ofte det, at mennesker langsomt tør slippe deres forsvar, når de mærker, at regnskabet ikke længere styrer relationen. Her kan skyld og fordømmelse miste deres greb, og et nyt fællesskab kan begynde at vokse frem.

Paulus siger endda: “Gud taler gennem os.” Det betyder, at mennesket selv kan blive et sted, hvor forsoningens bevægelse fortsætter i verden gennem nærvær, lytten og modet til at skabe et rum, hvor mennesker igen kan se hinanden som mere end deres konflikt. I dette perspektiv bliver forsoning ikke blot afslutningen på en konflikt, men begyndelsen på en ny måde at være menneske sammen på.

 

/ Steen

(red. Laura)