Om at overskride grænser - overvinde fjendebilleder

 Når jeg ser tilbage på mit liv, er der en rød tråd, som løber gennem det hele. Den begynder med et enkelt spørgsmål: Hvad mon der findes på den anden side af grænsen? Ikke blot den geografiske grænse mellem lande, men også den mentale grænse mellem mennesker. Den grænse, som frygten tegner. Den grænse, som historierne om de andre bygger op. Den grænse, som får os til at tro, at mennesker på den anden side er fundamentalt forskellige fra os selv.

I min ungdom voksede jeg op midt under Den Kolde Krig. Europa var delt. Jerntæppet løb gennem kontinentet som et åbent sår. Vi lærte at de andre var de onde selv. Og så blev vi jo de gode.  Grænserne var trukket skarpt op og verden var sort/hvid.

Illustration er fra den 16. juni 1947. Det var det barndoms og ungdomsbillede jeg voksede op med. I gymnasiet i begyndelsen af 1960’erne var jeg og andre trætte af den ensidige kommunikation. Det lykkedes os at uddele materiale “Fakta om Sovjetunionen”. Ikke fordi vi var kommunister. Vi var alle godt borgerligt opdraget. Men vi følte alligevel at den anden side også skulle have ordet.

Billedet giver en skarp og ganske præcis fornemmelse af den bevidsthed jeg voksende op med. Og et eller andet sted er det jo den    samme bevidsthed som dominerer europæiske og danske politikere i dag. Angsten for at de kommer og ta’r os (at det så er gået omvendt og det på mange måder er Vesten, der har udvidet mod øst taler vi ikke om).

På begge sider fandtes fortællinger om den anden side. Fortællinger om fare, mistillid og trusler. Europæerne blev fremstillet som fede, egoistiske, pengehungrende aristokrater for hvem menneskelig smerte blot var en brik i spillet. Se bare plakaten her hvor Vesten er repræsenteret under overskriften “Nationernes Forbund”.

Forbundet fremstilles absolut ikke som et fredsprojekt, men som et samarbejde mellem de rige kapitalistiske magter, der beriger sig på almindelige menneskers lidelser og død - og på krig.

Vi vidste jo godt at vi i Vesten ikke alle var som vi blev fremstillet her, så hvorfor troede vi på fremstillingen af de andre?

Partiet sagde, at du skulle afvise det, dine øjne og ører fortalte dig. Det var deres sidste og allervigtigste kommando. Og hvis alle andre accepterede løgnen, hvis alle annaler fortalte den samme historie, så ville løgnen går over i historien som sandheden.

Sådan skrev Orwell i sin dystopiske roman fra 1948, og det blev en vigtig brik i min måde at se verden på. For jeg VIL tro på mine øjne og ører! Så på trods af advarsler voksede min nysgerrighed og i 1967 satte min kæreste og jeg os ind i bilen og kørte mod Polen. Vi kørte gennem landet og helt ned til Zakopane med Tatra Nationalpark med bjergene nær grænsen til det daværende Tjekkoslovakiet. Folk havde advaret os. Sagt at det var for farligt. Østeuropa med Polen og Sovjetunionen skulle man ikke rejse i. Menneskerne der var fjender, som kun ville os det ondt.

Men vores øjne og ører lod os opleve en anden virkelighed. Vi mødte mennesker - ikke fjender. Mennesker med gæstfrihed, humor, håb og som lignede os langt mere, end de lignede de billeder, der var blevet opstillet. Vi blev også konfronteret med vores eget forvrængede spejlbillede - for vi lignede heller ikke den onde grumme vestlige kapitalist, som de var blevet advaret imod. Derfor var mødet verdensomvæltende for alle parter. 

I 1982 rejste jeg til Cuba, som på daværende tidspunkt stadig var under Sovjetisk beskyttelse. Her mødte jeg varme og åbne mennesker og fik set ind bag den propaganda Vesten havde malet. Advarslerne var de samme, men igen oplevede jeg at virkeligheden var en anden og langt mere nuanceret. Jeg så et frit samfund, hvor busserne kørte og sundhedssystemet virkede. Jeg kom i tale med almindelige mennesker (via tolk). Jeg blev hverken forfulgt eller mistænkeliggjort - jeg kunne bevæge mig frit og gjorde det.
Også Indien under mit ophold i den indiske landsby tilbage i 1970/71 bevægede jeg mig frit. Hver 3. måned skulle vi ganske vist mødes med politiet, men vi drak bare en kop te og så kørte vi igen. Det var meget udramatisk. 

At fjendebillederne går begge veje blev jeg mindet om, da jeg senere rejste gennem Østtyskland i 1980’erne. Her bliver vi pludselig standset af politiet og beskyldt for at være spioner. Vores kamera bliver konfiskeret, filmen lynhurtigt fremkaldt… og vi klarer frisag. Derefter ændrer stemningen sig. Vi forklarer at vi nu er nervøse for at misse færgen hjem, og så sker der noget uventet. Politiet tilbyder at hjælpe os. Og under fuld politieskorte og blinkende lygter når vi færgen. 

Sådan bliver fjendebilleder opløst. Gennem møder, hvor vi opdager at den anden side ikke er så forskellig fra os selv - og at vi alle egentlig vil det samme for os selv og vores børn: mad på bordet, gode fællesskaber og sikkerhed. Hver gang jeg krydsede en grænse, opdagede jeg det samme. Først møder man sine forestillinger. Derefter møder man mennesker. Frygten mister lidt af sin magt, nysgerrigheden vokser, tilliden får plads.

Jeg var derfor heller ikke nervøs da jeg i 1990 rejste jeg sammen med en gruppe jurister til Sovjetunionen.  Folk havde igen advaret os, men deres advarsler blev gjort til skamme. Vi besøgte Moskva, Tasjkent, Samarkand og Bukhara. Vi mødte dommere, advokater, studerende, værter og familier. Vi oplevede en aften i Bolsjojteatret med Gorbatjov blandt publikum.

Her var det lykkedes mig - sort, med vestlige penge - at få billetter til en forestilling til ære for Tjajkovskij 150 års fødselsdag. En 4 timers forestilling, hvor det ypperste indenfor scenekunst udspillede sig for mine øjne. Vi var endda kommet tidligt og havde set hvordan der pludselig blev fyldt med sikkerhedsfolk - op mod 70 - som gik alle dele af teatret i gennem før min helt Gorbatjov satte sig. Det var en oplevelse jeg aldrig ville have fået, hvis jeg havde jeg lyttet til advarslerne og troet på fjendebillederne.

Idag står vi desværre endnu en gang overfor en sort/hvid verden præget af fjendebilleder og magtstrukturer. En verden hvor vi får at vide, at “enten er du med os eller også er du imod os!” Jeg ved at der findes en anden måde at være i verden på. Og jeg håber virkelig, at vi snart stopper op og overvejer om der mon ikke kan vælges en anden vej, så vi i stedet for at slås om fysiske landegrænser kan begynde at udvide vores indre horisont og se at vi har flere ligheder end forskelle. Således at vi får flyttet fokus væk fra fjendebilleder og over på det inkluderende fællesskab, hvor vi alle har mulighed for rolig sameksistens.