Fællesskabers vandring fra frygtens liv til levende liv - med illustration

Når vi studerer menneskehedens lange historie, er det let at lade blikket fange af konger, imperier, krige, revolutioner, teknologier og økonomiske systemer. Historiebøgerne er skrevet af sejrherrerne og fortæller om magtens bevægelser, om staternes opståen og fald, om nye opfindelser og om de kræfter, som har formet verden. Vesten står som centrum og imperialismen gennemsyrer ganske selvfølgeligt vores verdensopfattelse.

Men under disse synlige begivenheder findes en anden historie, som ofte er vanskeligere at få øje på. Det er historien om menneskers fællesskaber, om relationernes udvikling og om den måde, hvorpå mennesker gradvist lærer at leve sammen, forstå sig selv og finde deres plads i det større levende fællesskab, som omfatter både mennesker og natur.

Diapraxis 6 rum - indledning

Set i dette lys bliver de seks rum vi arbejder med i Diapraxis et kort over fællesskabernes og civilisationernes indre udvikling, fremfor blot en metode til konfliktløsning eller personlig udvikling. Vandringen gennem de seks rum beskriver menneskelige processer og fortæller historien om, hvordan fællesskaber bevæger sig fra frygt til tillid, fra kontrol til relation og fra magtens logik til livets logik.

Vanens rum

Ethvert etableret fællesskab har sin hverdag i det første rum. Her lever mennesker inden for de kendte rammer, livet er organiseret omkring vaner, traditioner, normer og etablerede magtstrukturer og fællesskabet oplever sin egen måde at leve på som naturlig og selvindlysende. Sådan har man altid gjort. Sådan gør man fortsat. Der findes ofte en betydelig styrke i dette rum. Stabilitet, identitet og sammenhængskraft. Mennesker ved, hvem de er, og hvor de hører til. Men samtidig rummer dette rum også en blindhed, for når fællesskaber oplever sig selv som naturlige og selvfølgelige, bliver det vanskeligt at se de mennesker, som står udenfor - og endnu vanskeligere at acceptere dem. Det bliver svært at se de omkostninger, som fællesskabets orden kan have for andre. Imperier oplever sig selv som civilisationens bærere. Kolonimagter oplever sig selv som fremskridtets repræsentanter. Også moderne organisationer og institutioner kan blive fanget i den samme selvfølgelighed. Skik følge eller land fly, som man siger.

Men livet lader sig ikke fastholde for evigt i vanens rum. Før eller siden opstår krisen. Noget bryder sammen. Noget virker ikke længere. De gamle svar mister deres kraft. Konflikterne begynder at vokse og formere sig. Nye generationer stiller spørgsmål til status quo. Det, som tidligere skabte tryghed, bliver pludselig utilstrækkeligt. Vi mærker at nok er nok. Når vi når dét punk, åbner det andet rum sig.

Krisens rum

Krisens rum er sjældent behageligt og de fleste mennesker søger normalt at undgå det. Alligevel er det her, udviklingen begynder. Det er her, fællesskabet befinder sig når de opdager, at virkeligheden er større end de fortællinger, som hidtil har båret det. I dette rum møder mennesker deres usikkerhed, deres frygt og deres tvivl. De gamle kort passer ikke længere til landskabet foran dem og dermed opstår muligheden for at søge nye veje.

Krisen kan derfor ses som et forvandlingspunkt. På kinesisk er tegnet for krise sammensat af tegnene for “fare” og “mulighed” og det er netop det der er essensen i vores måde at forstå krisen på. For selv om frygten for det nye ukendte fylder, så er krisen jo netop opstået af en grund og hvis vi ikke griber muligheden for forvandling, så bliver vi fastlåst i et system, som ikke længere virker for os. Vi skal derfor have modet til at gribe muligheden for forvandling.

Modets rum

Ud af krisen vokser det tredje rum - modets rum - frem. Her begynder mennesker at stille spørgsmål, som tidligere virkede umulige. Her opstår nye ideer, nye fællesskaber og nye visioner. Historisk har dette rum været fødestedet for mange af de store fornyelsesbevægelser. 

Tænk på Luther som får nok og banker sine teser op på kirkedøren. Han har naturligvis ikke forudset de massive ændringer hans mod afstedkommer, men hans mod sender trykbølger gennem verden.
Det er også i modets rum demokratiet vokser frem, hvor frihedsbevægelserne og kampen for menneskerettigheder opstår. Her bliver fredsbevægelser, miljøbevægelser og sociale bevægelser født. Gandhi træder ind i dette rum, da han begynder at spørge, om frihed kan opnås uden vold og Martin Luther King træder ind, da han begynder at tale om kærlighedens kraft midt i raceadskillelsens virkelighed. Desmond Tutu og Nelson Mandela træder ind, da de begynder at forestille sig et Sydafrika uden hævn for apartheidens rædsler. Malala Yousafzai træder ind da hun begynder at forestille sig skolegang for alle - og Greta Thunberg træder ind da hun begynder at gøre opmærksom på, at også naturen har en stemme.

Sandhedens rum

Men nye tanker alene skaber ikke forvandling. Derfor må fællesskabet videre ind i det fjerde rum, som måske er det mest krævende af dem alle. Dette er sandhedens rum. Her bliver det nødvendigt at se sig selv, som man er. Ikke som man ønsker at fremstå, men som man faktisk er. Fællesskabet må se sine skygger, sine sår og sine blinde vinkler. Det må lytte til de stemmer, som tidligere blev overset. Det må erkende de konsekvenser, som tidligere handlinger har haft og måske endda fortsat har for andre mennesker og for naturen.

For Luther betyder dette rumskifte fra mod til sandhed at hans akademiske diskussion om reformation af kirken pludselig bliver en folkelig bevægelse. Fællesskabet overtager Luthers tanker - får dem oversat til tysk - og gør religionen tilgængelig for de mange frem for en diskussion for de få. En fuld reformering må til - få ændringer er ikke nok. På samme måde kan sandheden også sende trykbølger igennem vores egne liv. Nogle gange opdager vi at der skal radikale ændringer til.

Så der er ingen tvivl om at sandheden sjældent er behagelig. Den udfordrer selvbilleder og identiteter. Men uden at forholde sig aktivt til sandheden kan der ikke foregå en dyb forvandling.
- Sydafrikas sandheds- og forsoningsproces efter apartheid er et tydeligt forsøg og bevis på netop dette. For det handler ikke om at udviske fortiden, men at lade den blive synlig - undersøge hvad der er fungerer og hvad der ikke gør. Tage ansvar for at vi fælles kan komme videre. 

Også klimakrisen kan ses som naturens måde at kalde menneskeheden ind i sandhedens rum. Via sin ageren lader Naturen os forstå, at den måde, vi har organiseret vores liv på gennem de seneste århundreder, ikke kan fortsætte uændret. Forstætter vi som nu vil det føre til kollaps. Ændringer må til. Forståelsen for dette er det vi kalder modenhed.

Modenhedens rum

Modenhed er ikke et mål, som nås én gang for alle. Modenhed er heller ikke en bestemt alder eller en særlig position i livet. Modenhed er snarere en måde at være i verden på, hvor mennesket gradvist lærer at leve med livets mangfoldighed, modsætninger og ufuldkommenhed uden at miste forbindelsen til det, som er væsentligt.

I begyndelsen af dette rum opdager mennesket ofte, at sandheden alene ikke er nok. Det er ikke tilstrækkeligt at have forstået noget, hvis forståelsen ikke får betydning for den måde, man lever på. Det er ikke nok at tale om tillid, hvis relationerne fortsat præges af kontrol. Det er ikke nok at tale om fred, hvis handlingerne fortsat næres af frygt. Det er ikke nok at tale om kærlighed, hvis hjertet forbliver lukket.

Modenhedens rum er et rum, hvor mennesket igen og igen må vende tilbage til det, som det har erkendt, og spørge sig selv, hvordan denne erkendelse kan få krop, stemme og handling i det konkrete liv. Mennesket lærer at leve mellem styrke og sårbarhed, mellem handling og stilhed, mellem frihed og ansvar, mellem det personlige og det fælles, mellem det kendte og det ukendte. Hvor det tidligere søgte enkle løsninger, begynder det nu at rumme kompleksiteten uden at blive handlingslammet af den.

Modenhed gør det muligt at møde andre mennesker med respekt. Den gør det muligt at lytte uden straks at dømme. Den gør det muligt at lære uden hele tiden at skulle forsvare sig selv. Den gør det muligt at leve med åbenhed i stedet for med sikkerhed.

Naturen ser vi den samme bevægelse. Det modne træ bruger ikke sin energi på at bevise sin styrke. Det står blot dér. Dets rødder er dybe. Dets grene giver skygge. Dets blomster tiltrækker liv. Dets frugter giver næring. Dets eksistens bliver en gave til omgivelserne.

På samme måde begynder det modne menneske gradvist at blive et menneske, hvis liv skaber plads for andre. Ikke gennem magt. Ikke gennem kontrol. Men gennem nærvær, troværdighed og ro.

Modenheden er derfor ikke et rum man blot opholder sig i kort. Det er et rum man vender tilbage til igen og igen. For det er her der skabes en ny form for visdom som bygger på aktiv deltagelse og som søger en god og sund balance. Hvis man når til det sjette rum - tillidens rum - så vil disse to rum danne et naturligt parløb - en vekselvirkning mellem væren og reflektion.

Tillidens rum

Til sidst åbner det sjette rum sig: tillidens rum. Mange tror fejlagtigt, at tillidens rum er et sted uden konflikter, men tillidens rum er ikke konfliktfrihed. Tillidens rum er evnen til at leve med forskellighed uden at blive styret af frygt - og hvor vi kan tale om tingene med respekt for hinandens forskelligheder. Det er et fællesskab, som har lært, at kontrol ikke kan skabe den tryghed, som relationer kan skabe. Det er et fællesskab, som har erfaret, at tillid ikke er naivitet, men en moden måde at være i verden på.

I tillidens rum er relationen stærkere end kontrollen, livet stærkere end systemet og fællesskabet stærkere end konkurrencen. Her begynder de fredsskabende kræfter at udfolde sig. Ikke som politiske programmer eller ideologiske systemer, men som levende erfaringer mellem mennesker. 

Afrunding

De seks rum hviler på tre grundelementer: natur, sansning, kærlighed og natur. Sansningen er den forbindelse, som gør det muligt for os at opleve dette fællesskab. Kærligheden er den kraft, som gør relationen mulig. Naturen er det store levende fællesskab, som rummer alt liv. Derfor begynder fællesskabernes udvikling ikke med institutioner eller systemer. Den begynder med livet selv.

Det er netop dette, som Diapraxis arbejder med; menneskers og fællesskabers langsomme modning. En vandring gennem kriser, erkendelser og relationer. En bevægelse fra frygtens organisering til livets organisering. En rejse som vi håber kan føre os hen mod en kultur, hvor naturen, sansningen og kærligheden igen får lov til at være de bærende kræfter i menneskelivet og i de fællesskaber, som former fremtiden.