Det Fælles Europæiske Projekt - Europæisk Fælles Hus
Mens Gorbatjov står i spidsen for Sovjetunionen, fremsætter han visionen om et "Fælles Europæisk Hus" (Common European Home). Første gang offentlig i 1987, senere udfoldet i fuld skala i Strasbourg i juli 1989, hvor han beskriver et Europa fra Atlanterhavet til Ural præget af samarbejde, nedrustning og fælles sikkerhed.
Set i et større historisk perspektiv er det interessant, at denne vision bliver fremsat før Berlinmurens fald, før Tysklands genforening og før Sovjetunionens opløsning, for på det tidspunkt er Europa stadig delt af jerntæppet. Derfor bliver visionen af mange oplevet som både modig og næsten utopisk. For mig, som har fulgt denne periode tæt og arbejdede med forsoning på Balkan, er det måske netop derfor, at idéen om det fælles europæiske hus stadig står som et af de stærkeste fredsprojekter i Europas nyere historie.
Visionen bygger på flere grundtanker:
Sikkerhed er fælles. Ingen nation kan opnå sikkerhed på andres bekostning.
Konflikter skal løses gennem dialog og samarbejde.
Atomvåbenkrigen aldrig må kunne vindes og derfor aldrig må udkæmpes.
Europa skal udvikle sig som et fællesskab af forskellige kulturer og samfund.
Både østlige og vestlige lande skal have plads i den nye orden.
Det er altså en forestilling om, at sikkerhed ikke skal bygges mod hinanden, men sammen med hinanden. Om at man kan flytte Europa fra frygtens sikkerhedstænkning til tillidens sikkerhedstænkning - væk fra blokke og fjendebilleder og hen til relationer og fælles ansvar.
I 1990 bliver dette delvist afspejlet i “Charter of Paris for a New Europe”, hvor de europæiske lande, USA og Canada sammen erklærer, at konfrontationens tid er slut, og at en ny æra af samarbejde skal til at begynde.
Visionen om Det fælles Euopæiske hus og Parisaftalen repræsenterer derfor et af de stærkeste forsøg i moderne europæisk historie på at skabe en fredsorden, hvor tidligere modstandere skal leve sammen i et fælles hus i stedet for at stå over for hinanden på hver sin side af en mur.
Rusland
For mange russere bliver der med aftalen skabt et håb om, at Rusland gradvist vil blive en naturlig del af et fælles europæisk sikkerhedssystem. Men i august 1991 kommer Boris Jeltsin til magten og med ham forsvinder Gorbatjovs ideer om et samlet Europa. Jeltsin opløser reelt Sovjetunionen og han bliver i Vesten hurtigt betragtet som den leder, der bedst kan gennemføre overgangen til markedsøkonomi og demokrati. Derfor modtager hans regering omfattende politisk støtte fra både USA og de fleste vesteuropæiske lande. Fokus ligger nu på økonomisk vækst og ikke længere på socialistiske ideer om fred og fællesskab.
Efter Sovjetunionens opløsning bliver EU og NATO udvidet mod øst. I Vesten bliver dette ofte set som en naturlig udvidelse af frihed og demokrati, men i Rusland vokser der derimod gradvist en oplevelse af, at landet bliver holdt udenfor den europæiske sikkerhedsstruktur. Dette udvikler sig til en væbnet konflikt mellem Rusland og Tjetjenien, som jeg bliver involveret i i 1996, hvor Vibeke Vindeløv og jeg, som repræsentanter for Center for Konfliktløsning, bliver inviteret til et seminar i Sankt Petersborg. Formålet er at undersøge, om der kan åbnes fredeligere veje i den voksende konflikt mellem Tjetjenien og Rusland.
Jeg husker ikke de præcise politiske analyser eller de diplomatiske overvejelser (der handler om, hvordan fredsforskere og NGO’er kan bidrage til at våbenhvilen kan erstattes af en varig fred), men jeg husker mødet med russiske forskere, fredsarbejdere, undervisere og samfundsengagerede mennesker, der ligesom os søgte efter andre veje end voldens. Det blev endnu en påmindelse om noget, jeg havde erfaret gennem mange år; nemlig, at bag regeringer, hære og konflikter findes mennesker, som ønsker fred. Mennesker, som søger forståelse. Mennesker, som håber på en anden fremtid for deres børn og deres land.
Desværre lykkes projektet ikke, da der er interne kræfter i Rusland, som mener, at de har mere at vinde ved en væbnet konflikt, så våbenhvilen holder derfor kun til ’99. Putin cementerer sin magt og de følgende 10 år er regionen præget af væbnet konflikt og guerillakrig med store økonomiske og menneskelige omkostninger til følge. At en våbenhvile kan underskrives på én dag, mens opbygningen af tillid ofte kræver en hel generation er nok en af de mest smertefulde lærdomme vi tager med os fra Tjetjenien.
Skønt projektet ikke lykkes, efterlader mødet i 1996 alligevel et varigt indtryk på mig. For selv dér, midt i det uforsonlige ved jeg nu, at der findes mennesker som tænker som jeg, og som aktivt arbejder for dialog, forsoning og fred. Det møde bor i mig og minder mig til stadighed om, at selv når konflikter vokser, og krigens stemmer fylder mest, så findes der et fællesskab af mennesker, som søger en anden vej, for hvem målet ikke helliger midlet, og for hvem vold aldrig kan være vejen frem.
Den Russisk-Ukrainske Krig
Idag står vi desværre endnu en gang midt i en væbnet Europæisk konflikt, hvor ingen parter er villige til at bøje sig og de menneskelige og økonomiske omkostninger er ubærlige. Alle parter har ultimative krav som på ingen måder alle kan indfries, og situationen er ekstremt højtspændt og fastlåst.
Vi er ved at nå det punkt, som den amerikanske konfliktforsker William Zartman kalder "mutually hurting stalemate" – altså en gensidigt smertefuld fastlåst situationen, hvor ingen træk er mulige og hvor fortsættelsen af konflikten gør stadig mere ondt på alle involverede. Zartmans teori beskriver det øjeblik, hvor krigen bliver umulig og hvor alle parter ved det. I Diapraxis arbejder vi videre derfra. For hvor Zartman forklarer, hvorfor parterne sætter sig til bordet, så undersøger vi, hvad der skal ske mellem mennesker, når de først har sat sig ned og hvordan vi bedst understøtter den proces.
Hvad kræver fredsforhandlinger?
Med afsæt i tidligere fredsprocesser samt de erfaringer vi har gjort os arbejdet på Balkan – er der nogle forudsætninger der skal til for at kunne lave reelle fredsgivende forhandlinger med vindere på begge sider af bordet:
Ingen af parterne tror længere på en afgørende militær sejr. For så længe én tror på det er den part ikke villig til at gå på kompromis og se den anden som andet end fjenden der skal bekæmpes. (ripe)
Krigens omkostninger opleves som større end fordelene der kan komme af at fortsætte. (mutually hurting stalemate)
Der findes troværdige kanaler for dialog. Man kan skabe et tillidsfuldt rum - og man kan finde en mægler begge parter kan acceptere. (ripe)
Begge sider oplever, at deres grundlæggende sikkerhedsbehov bliver hørt.
Der opstår en fortælling om en fremtid efter krigen. (a way out)
I Diapraxis-sprog kan man sige, at fredsforhandlinger først bliver mulige, når parterne bevæger sig fra spørgsmålet "Hvordan vinder vi?” til spørgsmålet "Hvordan skal vi leve med hinanden bagefter?"
Det er ofte det øjeblik, hvor en konflikt begynder at bevæge sig fra frygtens sikkerhedstænkning mod en mere tillidsbaseret sikkerhedstænkning. Ikke fordi tilliden allerede er til stede, men fordi parterne erkender, at de er nødt til at finde en vej til at leve side om side i fremtiden. Det er er det Zartman kalder en “ripe”/moden situation og som vi i Diapraxis kalder den nødvendige modenhed for at komme videre sammen.
Krise vs konflikt - de forskellige kriser i krigen
I Diapraxis arbejder vi med krise og konflikt som to sammenhængende men dog forskellige ting. En konflikt kræver en modpart (dvs. krigen i sig selv), hvor en krise mere skal opfattes som et punkt, der hvor nok er nok, hvor noget bryder sammen og status quo ikke længere holder.
Hvis vi ser på Ukrainekrigen i sommeren 2026, kan man pege på flere kriseelementer, som alle peger i retning af, at vi med meget hastige skridt nærmer os netop dét punkt, hvor krigen er ved at blive umulig.
Den militære krise. Efter flere års krig har frontlinjerne i lange perioder flyttet sig relativt lidt i forhold til de enorme menneskelige og materielle omkostninger. Begge sider kan stadig kæmpe videre, men ingen af siderne har opnået den afgørende sejr, som mange forestillede sig tidligere i krigen.
For Ukraine er spørgsmålet blevet, hvor længe samfundet kan bære mobilisering, tab og ødelæggelser og for Rusland er spørgsmålet blevet, hvor længe økonomien, befolkningen og staten kan bære en langvarig krig.
Den menneskelige krise. Hundredtusinder er blevet dræbt eller såret. Millioner af mennesker er blevet fordrevet og familier splittet. En hel generation af unge ukrainere og russere bliver netop nu formet af krigens rædsler og vil bære disse synlige og usynlige ar med sig resten af livet. Det er måske den dybeste krise af alle, fordi den fortsætter længe efter våbnene tier og risikerer at påvirke de næste mange generationer på begge sider.
Den økonomiske krise. Ukraine har ikke råd til at være i krig. De er stærkt afhængige af ekstern støtte fra USA og Europa, for uden økonomisk støtte ophører Ukraine med at eksistere. Rusland har omstillet sig til en krigsøkonomi, men betaler en høj pris gennem sanktioner, militære udgifter og langsigtet økonomisk belastning. Da Rusland har omstillet sig til en krigsøkonomi, er det samtidig vigtigt ikke at underkende den økonomiske krise der vil opstå ved at stoppe krigen (arbejdsløshed mm.) og det er vigtigt at tage højde for denne i fredsforhandlingerne.
Europa bruger desuden mange ressourcer på oprustning af eget forsvar og energiomstilling, så man kan løsrive sig fra russisk afhængighed. USA har med Trump skåret gevaldigt i støtten til Ukraine, men står over for betydelige økonomiske udenrigs -og indenrigspolitiske udfordringer, som gør den økonomiske situation uholdbar også for dem.
Den politiske krise. Der opstår gradvist flere spørgsmål: Hvad er det realistiske slutmål? Hvordan ser en varig fred ud? Hvor længe kan den nuværende kurs opretholdes? Hvem skal lede forhandlingerne - kan vi overhovedet finde en neutral part?
Disse spørgsmål stilles og besvares forskelligt i Rusland, Ukraine, Europa og USA, hvilket besværliggør processen.
Tillidskrisen. Måske den vanskeligste, da der i dag er meget lidt tillid mellem parterne. Efter Trumps tiltræden stoler Europa ikke længere på USA, og ingen stoler på Rusland. Så selv hvis en våbenhvile opstår, vil spørgsmålet straks melde sig: “kan vi stole på dem?” “hvorfor skulle det være anderledes denne gang?” Vi ser ikke de andre som mennesker med som fjendebilleder, hvilket betyder at vi ikke en gang er der, hvor vi kan begynde at diskutere ”Hvordan undgår vi, at krigen blot bryder ud igen?” for parterne står så langt fra hinanden, at de ikke kan se sig som et samlet VI, der har et fælles ansvar for at konflikten nedtrappes. Der bliver stillet ultimative krav og ingen er villige til at give sig. Først når alle parter virkelig forstår at status quo ikke er mulig (ligesom en venden tilbage til før heller ikke er det) kan forhandlingerne begynde - og det er her, at sikkerhedstænkningen bliver afgørende. Det kræver, med Zartmans ord, at situationen er moden og at nogen tør stille spørgsmålet:"Findes der en anden vej?"
Tror ingen længere på militær sejr?
Der findes stadig mennesker og grupper på alle sider, som tror på en militær løsning, men samtidig synes der at vokse en erkendelse af, at selv en militær succes måske ikke løser de grundlæggende problemer. For hvis Ukraine generobrer deres territorier, så vil spørgsmålet om fremtidig sikkerhed stadig bestå og hvis Rusland konsoliderer sine gevinster, så vil spørgsmålet om relationen til Ukraine og Europa stadig stå ubesvaret. Derfor må spørgsmålet gradvist drejes væk fra "Hvem vinder?” og i stedet over i retningen af "Hvordan skal Europas sikkerhed se ud efter krigen?”.
Historisk er det ofte netop dette punkt, der åbner døren til fredsforhandlinger. Når ledere, befolkninger og institutioner begynder at opleve, at fortsættelsen af krigen koster mere end de gevinster, de realistisk kan opnå, så er de mere villige til at lede efter et alternativ og til at gå på kompromis.
Først derefter bliver sandhed, modenhed og tillid mulige. Ikke fred endnu. Men muligheden for fred.
Norden og Europa
Lige nu befinder Europa og Norden sig et sted mellem frygtens rum og krisens rum.
Krigen i Ukraine, spændingerne mellem Vesten og Rusland, usikkerheden omkring USA's rolle i Europa og verden, klimakrisen og de globale magtforskydninger har skabt en oplevelse af utryghed som vi ikke er vant til. Når mennesker og nationer bliver utrygge, søger de ofte mod kontrol, oprustning og stærkere grænser. Det er en forståelig reaktion for når vi er bange søger vi beskyttelse, men historien viser, at varig fred sjældent opstår alene gennem styrkebalance. Ægte fred opstår når fjendebillederne opløses og “den anden” bliver menneskeliggjort.
Hvis Danmark og Norden skal være med til at sætte gang i en tillidsbaseret sikkerhedstænkning, er flere ting være nødvendige. For det første kræver det mod at undersøge de dominerende fortællinger. Hvad er reelle trusler? Hvad er antagelser? Hvad er fjendebilleder? Hvad er erfaringer?
For det andet kræver det evnen til at lytte til flere perspektiver samtidigt. Fra konfliktmægling ved vi, at fred sjældent opstår ved at afgøre, hvem der har ret. Den opstår ofte ved at forstå, hvorfor den anden ser verden, som han eller hun gør.
For det tredje kræver det investering i relationer. Under Den Kolde Krig fandtes der talrige kulturelle, videnskabelige og folkelige kontakter på tværs af blokgrænserne. Mange af disse relationer er blevet svækket. Tillid opstår sjældent gennem traktater alene. Den vokser gennem møder mellem mennesker.
For det fjerde må sikkerhed forstås bredere end militær sikkerhed. Et samfunds robusthed afhænger også af social tillid, økonomisk retfærdighed, energiforsyning, fødevarer, naturgrundlag og demokratisk sammenhængskraft. De nordiske lande har historisk haft en særlig styrke netop her. Vi ved at et socialt sikkerhedsnet og det tillidsbaserede samfund giver os en særlig frihed som kun få forundt.
Vi kan derfor være med til at skabe en fortælling om fremtiden ud fra det ståsted. En fortælling om at tillid kan være stærkere end frygten.
På den måde ændrer spørgsmålet sig fra: "Hvordan beskytter vi os mod vores modstandere?” til "Hvordan skaber vi på længere sigt et Europa, hvor færre oplever behov for at være modstandere?”
Det er vigtigt at have fokus på at tillid sjældent skabes ovenfra. Den kan ikke vedtages ved dekret eller fredsaftale. Den vokser frem nedefra. Gennem græsrodsbevægelser. Mellem enkelte mennesker i møder med hinanden. Senere mellem samfund. Til sidst mellem stater.
Derfor er det vigtigt at vi ikke bare læner os tilbage og tror at politikerne kan ordne det hele for os. Vi må engagere os - selv række ud, selv være med til at nedbryde grænserne og fjendebillederne.
Og så er vi tilbage ved Gorbatjovs gamle tanke om det fælles europæiske hus. Ikke nødvendigvis i den konkrete form, han forestillede sig, men i den grundlæggende erkendelse, at Europas folk geografisk og historisk er bundet til hinanden. Vi kan leve i gensidig frygt, eller vi kan gradvist opbygge relationer, som gør frygten mindre nødvendig og i stedet åbner op for at vi kan være fælles om denne del af verden.
Så måske er den nordiske opgave i det 21. århundrede at udvikle et sprog for sikkerhed, som ikke kun handler om våben og afskrækkelse, men også om relationer, dialog, menneskelig værdighed og fælles ansvar for det hus, vi alle bor i – Europa og Jorden. Murenes tid er forbi.
Steen Clausen - redigeret af Laura Havemann
Samlede fodnoter:
1. Vibeke Vindeløv er en dansk jurist, mediator og professor, som har været en af pionererne inden for konfliktmægling og alternativ konfliktløsning i Danmark. Jeg samarbejde tæt med Vibeke om undervisning på universitet, masteruddannelsen i konfliktmægling og i vores forsoningsarbejde på Balkan. Vi var begge medlemmer af Center for konfliktløsning.
2. Zartman, I. William. "The Timing of Peace Initiatives: Hurting Stalemates and Ripe Moments." I Managing Global Chaos, 2001.
Kommentarer
Send en kommentar