Fem år der ændrede mit liv og verden

Årene hvor livet skiftede retning

5 år der ændrede mit liv og verden 1989 - 1994

En fortælling om kærlighed, frihed, mod og nye begyndelser

Fra juraens og politikkens kontrollerede rum til tillidens, fællesskabets og kærlighedens vej

"Tyngdepunktet flyttede sig fra kamp til skabelse, fra argumentation til dialog, fra systemer til relationer og fra frygt til tillid."

Jeg voksede op i juraens verden og mit virke var fra jeg var 28 år i juraens og politikkens kontrollerede verden. Fra jeg var 44 til 49 år gammel ser jeg nu, at jeg flyttede mig fra det kontrollerede rum gennem Diapraxis udviklingsmodel til tillidens rum.  En udviklingsmodel som bringer modet i spil, må se sandheder i øjnene og gennem mod beslutninger finde vejlen til et helt andet liv i tillidens rum. En bevægelse der gennem alle årene var båret af kærlighed i min opvækst og senere. Det var dramatiske år. Ud af mit andet ægteskab. En “Sturm und Drang” periode med kvinder i årene før. 

Det var også en dramatisk på grund af den prestige og ansvar som fulgte med mit arbejde som advokat efter murens fald,  hvor det professionelt blev mit ansvar som at afvikle kommunisternes forskellige virksomheder. Et ansvar jeg alene bar med reference til kommunisternes formand, Ole Sohn. Der var mange udfordringer på vejen, men med opfindsomhed og kreativitet skete afviklingen planmæssigt og i offentligheden udramatisk. Efter et par års engageret og dramatisk indsats sluttede jeg med at kunne aflevere et par millioner til den velgørende Andersen Nexø fond, der lever i bedste velgående. 

En ny livsvej tog form midt i livet

Jeg var midt i livet. Udadtil var meget på plads. Jeg var uddannet jurist, havde arbejdet som advokat i mere end 20 år, virket intenst i græsrodsarbejde for at bevare Danmarks selvstændighed ved siden 1979 at være politisk og juridisk medarbejder for de 4 medlemmer af Det Europiske Parlement. Siden 1982 advokatvirksomhed sammen med Lene Holmsgaard. Siden har vi fulgtes ad. Side by side.

Men livet havde andre planer.

I 1989 flyttede Lene og jeg sammen. Vi var dybt forelskede, og den glæde og livskraft præger stadig mine minder om tiden. Forelskelsen blev mere end en privat oplevelse. Den åbnede mig mod livet. Noget blev lettere og mere tillidsfuldt, og jeg begyndte at forstå kærlighed som en kraft, der kunne bære et helt liv.

Jeg husker stadig min togrejse til Harzen i januar 1990,  hvor jeg skulle møde lenes forældre og præsenteres for familien. Selve mødet var fantastisk og førte til et stærkt venskab med Lenes familie. Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at det vigtige som skete, ikke var den fine middag på hotellet, nej, det var den efterfølgende snaps og meget stærke, gamle ost. Det var på forældrenes soveværelse, hvor vi alle kunne være. Det skabte fællesskab.

Men det var ligeså fantastisk at jeg brugte togrejsen til at lægge planerne for afviklingens af kommunisternes virksomheder. Det var unikt og en unik proces gennem et par år sammen med økonomen, Jeppe Strange. Det planlagte lykkedes “Keine heksere nur Behändigkeit. En engageret og kreativ advokat, det var jeg. Jeg var medlem af DKP fra 1977 og sluttede først da mit job var færdigt omkring 1992. 

Det var senere i foråret 1990 jeg fik tilsagn om en livsvarig pension fra Europa-Parlamentet. Udefra lignede det en økonomisk begivenhed, men for mig blev det en frigørelse. For første gang kunne jeg vælge arbejde ud fra mening frem for nødvendighed. Jeg anede endnu ikke, hvor vigtig den frihed skulle blive.

I 1991 blev Lene og jeg gift. Samtidig besluttede vi at forlade advokatvirksomheden. Jeg havde viet årtier til juraen, var vokset op i en advokatvirksomhed, men nu mærkede jeg, at min vej måtte følge nye veje og sige farvel til de gamle. Jeg ønskede stadig at arbejde med mennesker og samfund, men ikke primært gennem lovgivningens og systemernes sprog.

Året efter i 1992 genoptog jeg mit frivillige engagement i kirkeligt arbejde. Det, der startede beskedent, blev en livslang vandring. Kirken blev for mig ikke først og fremmest et sted for dogmer, men et sted, hvor mennesker kunne mødes om spørgsmål om liv, mening, kærlighed og fællesskab.

Disse år blev også præget af folkeafstemningerne om Europa. Jeg var dybt engageret i både Maastricht-afstemningen i 1992 og afstemningen i 1993, og resultaterne berørte mig stærkt. Men de lærte mig også noget om forholdet mellem politik og liv. Politiske sejre og nederlag former historien, men de er sjældent dér, mennesker finder deres dybeste mening.

Samtidig voksede forbindelsen til Indien. Landsbyfolk fra Nordindien besøgte os i Danmark, og vi rejste selv tilbage igen og igen. De årlige rejser fra 1992 til 2013 blev en naturlig del af vores liv. Det var ikke rejser for seværdighedernes skyld, men for at møde mennesker, familier og venner. Landsbyen blev et spejl, der mindede mig om værdien af relationer, fællesskab og tilhørsforhold.

Derfor har landsbyen siden fulgt mig som billede. Ikke fordi landsbylivet er perfekt, men fordi det minder os om, at mennesker lever gennem relationer.

I 1993 og 1994 begyndte arbejdet med Center for Konfliktløsning. Her oplevede jeg, at mange spor i mit liv mødtes. Juraens forståelse af konflikt, politikkens forståelse af samfund, kirkens syn på mennesket og landsbyens erfaring af fællesskab vævede sig sammen til en ny helhed.

Jeg vidste det ikke dengang, men det var også begyndelsen til det, som senere blev Diapraxis.

Når jeg ser tilbage, oplever jeg ikke, at jeg forlod engagementet. Tværtimod. Men det ændrede karakter. Tyngdepunktet flyttede sig fra kamp til skabelse, fra modstand til gode og kreative møder, fra argumentation til dialog, fra systemer til relationer og fra frygt til tillid.

Derfor står årene mellem 1989 og 1994 som en særlig tid. Mange tråde begyndte at samle sig. Kærligheden fik større plads, friheden voksede, og arbejdet med mennesker kom til at fylde mere end arbejdet med systemer. De første spirer til mit senere freds- og forsoningsarbejde begyndte at bryde frem.

Det var ikke en pludselig omvendelse, men en langsom modning. Som et frø, der længe har ligget skjult, før det møder de rette betingelser for at vokse.

Når jeg i dag ser tilbage på perioden, ser jeg ikke blot en række begivenheder. Jeg ser begyndelsen på en ny livsvej – en vej, der siden førte gennem konfliktmægling, forsoningsarbejde, Diapraxis, naturvandringer, fællesskaber, kirkeligt engagement og møder med mennesker mange steder i verden.

Det var årene, hvor livet begyndte at vise mig, hvad det egentlig handlede om og hvad det var jeg skulle virke med og gøre.

Steen 8.juni 2026